Slettingen Naturskole

Naturskolen er et sted for alle der gerne vil arbejde og lære i det fri.

Hvad er Slettingen naturskole?

Naturskole, der ligger ved Slettingen er til fri afbenyttelse af skoler, institutioner og andre foreninger i Hjørring Kommune.

Naturskolen består af en skolebygning med klasselokale, køkken, toilet og garderobe. Derudover er der en permanent udstilling om området i den gamle lade og et refugium i en separat bygning.

Kunstnere kan leje refugiet, der også står på grunden, og bruge naturomgivelserne til inspiration og ligeledes kan forskere og andre leje stedet enten for fred eller ro eller for et dejligt arbejdsmiljø.

Ansøg om at leje refugiet

Naturskolen ligger midt i den smukke vendsysselske natur og derfor er det oplagt at undervisningen omhandler natur, klima og miljø.

Der er fine vandreruter i området – der findes kort på skolen og på markerne omkring græsser der heste og får, der er led så man kan gå ind på markerne, på eget ansvar.

Der er selvfaciliterende undervisningsmateriale tilgængeligt her blandt andet natur-detektiven for de mindste børn og opgaveark for de større elever.

Desuden har stedet mange gode redskaber til undervisning, bl.a. en stereolup så ting kan gennemgås under lup for hele klassen! Udover dette er der selvfølgelig, net, terrarier, dåselupper og meget mere.

Den gamle lade fra 1885 har endelig fået et formål igen, nu huser den en udstilling om naturen nær Slettingen, med interaktive kort der viser ruter og muligheden for at høre fuglene fra områdets sang. Udstillingerne er designet sådan, at de kan være en del af undervisningen der foregår på naturskolen.

Naturskolen ligger på Slettingenvej 51, Nørlev 9800 Hjørring. Biler skal køre ind fra Nørlevvej, mens busser og lastbiler skal køre ind fra Nørlev Strandvej. 

Vestkystruten - Etape 11 går lige igennem Naturskolen, faktisk går cykelstien igennem den gamle lade.

Man kan booke skolen for en time eller for en hel dag. Det er ikke tilladt at overnatte på skolen, men den nærliggende shelterplads kan frit benyttes.

Man booker gennem kommunens Outlook kalender. På skolerne kan I få en fra det administrative personale til at booke i Outlook. I kalenderen vælges ’tilføj kalender’ under ’mine kalendere’. Her vælges Slettingen Naturskole og du kan derefter booke skolen i det ønskede tidsrum. Husk af aflyse bookingen hvis du ikke skal bruge den alligevel.

Der skal bruges nøglekode for at få adgang til Naturskolen. Den kan man få ved at skrive til Lise-Lotte Jensen (llj@hjoerring.dk) efter man har booket skolen.

I ferieperioder kan Kirsten Hansen (kirsten.hansen@hjoerring.dk) kontaktes for nøglekode.

Ønsker man yderligere information omkring skolen og mulighederne kan man skrive til Grøn Guide Nanna Schultz Andersen (nsa@hjoerring.dk)