Værditabsordningen giver ejere af beboelsesejendomme, der bliver nabo til et VE-anlæg, mulighed for at få erstatning for værditab på boligen som følge af at VE-anlægget etableres.
Værditabet vedrører kun boligen på ejendommen. Hvis der også er erhverv på ejendommen f.eks. landbrug, så er det ikke muligt at få erstatning for værditab på erhvervsdelen.
Værditabet skal udgøre min. 1% af boligens værdi (f.eks. hvis ejendommens værdi er 1,5 mio. kr. skal værditabet udgøre min. 15.000 kr.).
Et krav om værditabserstatning skal anmeldes på Taksationsmyndighedens hjemmeside.
Det er gratis at anmelde et krav, hvis boligen ligger i en afstand på max. 6 x totalhøjden til nærmeste vindmølle eller i en afstand på max. 200 m til solcelleanlægget.
Hvis boligen ligger længere væk, så skal anmelder betale et gebyr på 4.000 kr.
Ordningen gælder ikke for ubebyggede grunde, medmindre kommunen har meddelt byggetilladelse.
Et eventuelt værditab fastsættes af Taksationsmyndigheden, og udbetales af ejerne af VEanlægget.
Inden tabserstatningen udbetales, skal eventuelle kreditorer forholde sig til, om de ønsker et ekstraordinært afdrag på ejendommens gæld fratrukket erstatningen.
Ordningen administreres af Energistyrelsen i samarbejde med ejerne af VE-anlægget.
Hjørring Kommune har ingen andel i ordningen.