Projektet handler om at sikre byen mod fremtidens klimaudfordringer med bl.a. stadigt stigende mængder regn. Vi har lavet en plan, som giver os rislende vand og masser af liv og aktiviteter i gadebilledet.
Vi har nemlig valgt at udnytte regnvandet til at gøre byrummet mere attraktivt at opholde sig i - både for os der bor her, for vores gæster og for byens forretningsliv.
Vandet udspringer fra Sct. Olai Plads, løber ned gennem Strømgade og tværs over Springvandspladsen videre gennem Jernbanegade og ender på Mammutpladsen i et regnvandsbassin.
Langs vandets vej gennem byen etablerer vi små oaser og aktivitetsområder, som inviterer til leg og hygge i midtbyen.