Varmepriserne stiger - hvad kan du gøre?

Publiceret 14-03-2022

Energipriserne er på himmelflugt, og det får mange til at kigge på alternativer til olie og gas.

På grund af krigen i Ukraine stiger energipriserne generelt, men vi mærker det især på naturgas, olie og benzin/diesel.

Det får mange forbrugere med gas- og oliefyr til at kigge efter alternativer til deres nuværende varmekilde.

Er fjernvarme en mulighed?

I Hjørring kommune har fjernvarmepriserne været rimeligt uberørte, fordi vi i en årrække har udskiftet naturgas med solvarme og træflis. Fjernvarme er derfor et godt alternativ til olie- og gasfyr. 

Men hvad gør du, hvis du bor i en mindre by uden adgang til fjernvarme?

I Mosbjerg vil Sindal Fjernvarme lægge fjernvarme ind, hvis der er husstande nok, som er interesserede. Der mangler endnu nogle stykker, så kontakt Sindal Fjernvarme, hvis du er interesseret.

I Horne, Tornby, Bjergby og Astrup er folk gået sammen i borgergrupper for at undersøge muligheden for at få fjernvarme til byerne, og de er i dialog med kommunen og fjernvarmeværkerne. Bor du i en af de fire byer og ønsker fjernvarme, så kontakt den lokale gruppe.

Bor du ude i det åbne land og har olie- eller gasfyr, skal du nok kigge i retning af en individuel løsning - f.eks. varmepumpe eller pillefyr.

Du kan læse meget mere om varmekilder, energibesparelser og tilskud på Energistyrelsens hjemmeside.

Gå til Energistyrelsen hjemmeside

 

Kontakt

Thomas Jensen
Team Energi og Mobilitet