Boligindretning

Har du en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, kan du søge om hjælp til at tilpasse din bolig, hvis ændringerne er nødvendige for, at du kan bruge boligen i hverdagen.

Boligindretning kan omfatte både mindre og større ændringer. Det kan for eksempel være at fjerne dørtrin, etablere ramper eller tilpasse døråbninger. I nogle tilfælde kan det også være nødvendigt at bygge badeværelse eller køkken om, så boligen passer bedre til dine behov.

Vi vurderer, om en tilpasning af boligen vil gøre det lettere for dig at klare daglige aktiviteter og bo trygt og hensigtsmæssigt i dit hjem.

Læs mere

Når du søger om boligindretning, tager vi udgangspunkt i din samlede situation og dine konkrete behov.

  • Vi vurderer din ansøgning ud fra en samlet vurdering af din funktionsevne og din bolig.
  • Vi kan have brug for lægelige oplysninger for at behandle din ansøgning.
  • En sagsbehandler kan kontakte dig for at høre mere om dine behov og forholdene i din bolig.

Du kan selv vælge både materialer og håndværker til den boligindretning, du har fået bevilget.

Vælger du andre materialer end dem, kommunen tilbyder, skal de fortsat understøtte formålet med den bevilgede løsning. Håndværkeren skal være faguddannet og momsregistreret.

Hvis dine valg medfører en højere pris, betaler du selv forskellen. Kommunen dækker højst et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have fået arbejdet udført til gennem sin leverandør.

Reglerne for reetablering afhænger af din boligform. Bor du i en ejerbolig, kan du som udgangspunkt ikke få hjælp til at føre boligen tilbage til den oprindelige stand.

Bor du i en lejebolig, gælder reglerne om frit valg af materialer og håndværker ikke fuldt ud. Her kan udgifterne til reetablering også være højere. Vælger du andre materialer end dem, kommunen tilbyder, skal du selv betale eventuelle ekstraudgifter til reetablering. Det gælder både i ejer- og lejeboliger.

Kontakt

Ring eller skriv til Myndighed Hjælpemidler

Kontakt Myndighed Hjælpemidler