MitID afløser NemID

MitID lever op til de nyeste standarder for sikkerhed, så vi også i fremtiden kan færdes trygt på nettet.

Derfor bliver NemID til MitID.
MitID er dit kommende bevis for, hvem du er, når du logger ind, godkender handlinger eller har brug for at skrive under digitalt.

Yderligere oplysninger

I andet halvår af 2021 lanceres MitID. Alle med NemID skal have MitID: hele Danmarks nye digitale ID. Du kan bruge MitID til det, som du plejer at bruge NemID til.

Den største ændring bliver, at NemID nøglekortet udgår, og at NemID nøgleapp bliver udskiftet med en kommende MitID app. Der kommer også alternativer til dem, der ikke har mulighed for at bruge appen. 

Digitale løsninger bliver erstattet af nye løsninger over tid, fordi de fortsat skal være sikre og følge med udviklingen. MitID lever op til de nyeste internationale standarder for sikkerhed. Det betyder, at alle også i fremtiden kan færdes trygt på internettet.

NemID er og har altid været en sikker løsning, både nu og i resten af NemID’s levetid, men vi skal hele tiden følge med udviklingen. Med MitID bliver der større krav til at sikre din identitet, og det er derfor nødvendigt, at MitID kommer godt fra start og lever op til disse krav. På den måde bliver MitID klar til at være Danmarks digitale ID i mange år frem.   

National Standard for Identiteters Sikringsniveauer (NSIS)

De skærpede krav er baseret på den nationale standard, NSIS, der stiller en række krav til at sikre digitale identiteter i Danmark.

NSIS-standarden er en ny, national ramme for tillid til digitale identiteter og vil gælde for MitID.

NSIS-standarden er afstemt med de tilsvarende regler for EU, som stammer fra eIDAS-forordningen. EIDAS-forordningen er med til at fremme, at den danske digitale it-infrastruktur understøtter et digitalt indre marked i EU, og at danskerne fremadrettet vil have mulighed for at betjene sig selv i en række europæiske landes selvbetjeningsløsninger med deres danske NemID eller MitID.   

Du kan læse mere om MitID på MitID.dk.

Har du brug for hjælp, eller har du spørgsmål til MitID og opdatering af ID-oplysninger, kan du kontakte supporten.

Supporten kan kontaktes på:

Telefon: 33 98 00 12

Telefontid:

  • Mandag-fredag: kl. 08:00-20:00
  • Lørdag, søndag og helligdage: kl. 10:00-16:00. 

Skriv til os:

E-mail: idopdatering@digst.dk 

Kontakt

NemID Privatsupport