Lokalplaner

En lokalplan kan siges at være en lokal lov, der fastsætter regler om bebyggelse og anvendelse af arealer inden for planens område.

Lokalplanen er en fleksibel plantype og kan regulere en lang række forhold om anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, veje og stier og arkitektonisk udformning af et område.

Lokalplaner består af en redegørelse, bestemmelser og kortbilag. Der er juridisk bindende bestemmelser om anvendelse, bebyggelsens placering og udseende, trafikforhold, ubebyggede arealer mv. Der er et eller flere kortbilag. Redegørelsen beskriver, hvordan planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området.

En lokalplan giver grundejeren ret til at bebygge og anvende ejendommene i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser. Grundejerne må ikke bygge nyt, ændre anvendelse og så videre i strid med en lokalplan.

Lokalplanen regulerer kun fremtidige forhold og giver dermed ikke grundejere handlepligt, og eksisterende lovlige forhold kan således fortsætte som hidtil.

En lokalplan er gældende, indtil der udarbejdes en ny lokalplan for området. Læs mere i Planlovens kapitel 5 om lokalplanlægning.

Har du brug for at finde en lokalplan?

På Plansystem.dk kan du finde alle vedtagne lokalplaner, byplanvedtægter og de forslag til lokalplaner, som p.t. er i offentlig høring. Vi anbefaler at læse vejledningen i brugen af Plansystem.dk.

Find en lokalplan

Se lokalplaner i høring

Se afgørelser med klagemulighed

Har du spørgsmål til lokalplaner?

- så kontakt Team Plan og Erhvervsudvikling, tmplan@hjoerring.dk, Tlf. 72 33 67 90.

Dispensationer fra lokalplaner

Udgangspunktet er, at lokalplanens bestemmelser skal overholdes, men kommunen dog kan dispensere fra bestemmelserne i en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen.

 Videregående afvigelser kræver udarbejdelse af en ny lokalplan. Med principperne i planen menes formålsbestemmelserne og de anvendelsesbestemmelser, der er fastlagt ud fra formålet, den fastlagte struktur og fordelingen mellem friarealer og bebyggede arealer.

Procedure og sagsbehandlingstid

Du skal ansøge om dispensation i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse. Dispensationsansøgningen skal begrundes.

Inden der træffes endelig beslutning om at dispensere, skal kommunen som hovedregel orientere ejere og brugere i det område, der er omfattet af planen, samt naboer, visse foreninger mv. Naboorienteringen skal vare min. 14 dage, og de indkomne bemærkninger vil sammen med ansøgerens begrundelse for dispensationsansøgningen indgå i en samlet vurdering af det ansøgte.

Kommunen kan stille betingelser, der skal overholdes, for at en dispensation er gældende. Kommunen sørger for at tinglyse betingelser af varig interesse på ejendommen, men det er ejeren, der skal betale for tinglysningen.

Sagsbehandlingstiden er gennemsnitlig 5 - 10 uger afhængigt af, om der skal foretages naboorientering i forbindelse med sagsbehandlingen (status pr. jan. 2014).

Er min ejendom omfattet af en lokalplan?

På Plansystem.dk kan du finde alle vedtagne lokalplaner, byplanvedtægter og de forslag til lokalplaner, som p.t. er i høring.

Vi anbefaler at læse vejledningen i brugen af Plansystem.dk.

Hvad er en byplanvedtægt?

Byplanvedtægter er en plantype, som blev udarbejdet i kommunerne indtil slutningen af 1970erne.

En byplanvedtægt indeholder, ligesom en lokalplan, bestemmelser om et områdes anvendelse, bebyggelse med videre.

I dag udarbejdes der kun lokalplaner. Byplanvedtægterne er dog stadig gældende og kan kun ophæves, hvis der vedtages en ny lokalplan for området. 

Procedure for udarbejdelse af en lokalplan

En lokalplan skal udarbejdes før der gennemføres udstykninger eller større bygge- eller anlægsarbejder, herunder nedrivninger af bebyggelse. Byrådet vurderer i det konkrete tilfælde, om der skal laves en lokalplan. Byrådet har ret til på ethvert tidspunkt at beslutte at lave en lokalplan.

1. Forslag til lokalplan
    - Udarbejdelse i samarbejde med en eventuel bygherre

2. Offentliggørelse af lokalplanforslag
    - Debatperiode minimum 8 uger
    - Sendes til myndigheder og berørte borgere

3. Vedtagelse af lokalplanen
    - Behandling af indsigelser, forhandling af ændringsforslag

4. Offentliggørelse af den vedtagne lokalplan

5. Administration af planen
    - Lokalplanen er grundlag for behandling af blandt andet 
      ansøgninger om byggetilladelser