Når du skal flytte

Anmeld flytning

Bestil Bopælsattest

Bestil bopælsattest

Anmeld flytning til folkeregistret

Ifølge loven har du pligt til at oplyse din nye adresse i den kommune, du flytter til – eller indenfor – senest fem dage, efter du har skiftet bopæl.

Du kan dog tidligst melde flytning fire uger, før du skifter adresse. Glemmer du at melde din flytning til i tide, kan du risikere at få en bøde.

Du skal melde din flytning digitalt. Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunens borgerservice eller på biblioteket.

Hvad er en c/o-adresse?

Hvis du flytter ind hos en ejer eller lejer, og dit eget navn ikke står på døren, skal du angive ejerens eller lejerens navn i feltet 'Hos (c/o er en forkortelse for det engelske udtryk "Care of")'. Du kan ikke registreres i CPR på en c/o-adresse, hvis du ikke rent faktisk også bor der.

Kommunen kan kræve, at ejeren/lejeren med en logiværterklæring bekræfter, at du bor hos ham eller hende.

Kommunen kan ændre din adresse i CPR

Kommunen har ret til at ændre dine oplysninger, hvis:

  • det kan bevises, at du ikke bor på den adresse, du er registreret med i CPR
  • eller du nægter at ændre din adresse.

Anmeld flytning til Post Danmark

Når du flytter til en anden adresse i Danmark, skal du give Post Danmark besked om din flytning. Det kan du gøre via Post Danmarks digitale postservice, ePosthuset.

Når du har meldt flytning til Post Danmark, eftersender de brevpost, aviser, blade og magasiner til din nye adresse. Dog eftersender Post Danmark ikke pakker, som returneres til afsender.

Læs mere om dine muligheder på Post Danmarks hjemmeside:

Hvor længe bliver min post eftersendt?

Når du har meldt flytning til Post Danmark, bliver breve, aviser, blade og magasiner automatisk eftersendt til din nye postadresse de følgende seks måneder. Hvis der er behov for det, har du mulighed for at forlænge perioden med yderligere seks måneder. Pakker, adresseløse forsendelser (fx reklamer) og lokale ugeaviser eftersendes ikke til din nye adresse.

Aflæs din elmåler og anmeld flytning til leverandør

Når du flytter, skal du udover at give besked til kommunen, sørge for at aflæse din elmåler og anmelde flytning til din el-leverandør. Ifølge retningslinjerne hæfter den enkelte forbruger for elforbruget på fraflytningsadressen, indtil den dato, hvor aftalen er officielt opsagt.

Du skal desuden aflæse måleren i den nye bolig og give el-leverandøren besked om, hvad måleren viser.

På din el-leverandørs hjemmeside kan du læse mere om, hvad du skal gøre, når du flytter.

Hvis det er relevant, skal du også aflæse målere og melde flytning til din varme-, gas- og vandleverandør.

Find oplysninger om alle el-leverandører via Elpristavlen:

Find oplysninger om alle gas-leverandører via Gasprisguiden:

Når du skal flytte hjemmefra

Når du flytter hjemmefra, har du pligt til senest fem dage efter flytningen at melde flytning til kommunen. Desuden skal du melde flytning til Post Danmark, så din post bliver flyttet med til din nye postadresse.

Du kan sende en flyttemeddelelse til kommunen via selvbetjeningsløsningen 'Anmeld flytning til kommunen' og til Post Danmark via Post Danmarks selvbetjening 'Anmeld flytning til Post Danmark'.

Du kan med "Registerindsigt (CPR)" se, hvilke myndigheder der automatisk får besked om din nye adresse.

Meddel selv adresseændring til dine øvrige kontakter. Fx: Din arbejdsgiver, blodbanken, diverse abonnementer, fritidsaktiviteter, konto- og medlemskort, din tandlæge.

Skal mine børn ændre adresse?

Hvis barnet bor hos dig, og du ønsker at ændre barnets bopælsadresse, skal du meddele det til den anden forælder senest seks uger, før flytningen finder sted. Dette gælder både, hvis I har fælles forældremyndighed, eller hvis én af jer har forældremyndigheden alene.

Hvis dit barn flytter, skal du anmelde det til den kommune, du flytter til for at få det registreret i CPR. Kommunen vil så behandle flytteanmeldelsen. Er du under 18 år, skal du henvende dig til kommunens børne- og ungdomsforvaltning. Er du over 18 år og skal flytte hjemmefra, skal du anmelde flytning til kommunen ligesom alle andre.

Skal jeg skifte læge, når jeg flytter adresse?

Du behøver ikke at skifte læge, når du flytter, men hvis afstanden er mere end 15 km fra din nye bopæl, kan du ikke få sygebesøg af lægen. I København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør er grænsen 5 km.

Hvis du beholder din nuværende læge uden for kilometergrænsen, betyder det desuden, at du ikke kan opsøge en anden læge nær bopælen i tilfælde af ikke-livstruende sygdom.

Det er gratis at skifte læge, hvis det sker i forbindelse med flytning af adresse, eller hvis din læge lukker sin praksis. Du kan frit vælge en læge, der har åbent for tilgang.

Du kan læse mere om at skifte læge herunder:

Hvis du vil klage i forbindelse med flytning

Ønsker du at klage over kommunens afgørelse i forbindelse med ændring af din adresse, skal du sende klagen til din bopælskommune. Kommunen vil herefter sende klagen videre til CPR-kontoret under Social- og Indenrigsministeriet, hvis kommunen fastholder afgørelsen.