Bliv en del af Hjørring Kommunes Dagplejeteam!

Ønsker du en meningsfuld karriere, hvor du kan gøre en forskel i børns liv? Så er et job som dagplejer i Hjørring Kommune lige noget for dig!

Bliv klogere på jobbet som kommunal dagplejer

I Hjørring Kommune kan vi tilbyde dig:

Fleksibel hverdag: Som dagplejer har du mulighed for at tilrettelægge din hverdag med børnene ud fra deres behov, dine interesser og hvilke tilbud lokalområdet indbyder til.

Tæt kontakt med børn og familier: Som dagplejer får du mulighed for at skabe dybe relationer med både børn og deres familier. Du bliver en vigtig del af børns hverdag og udvikling, hvor du kan bidrage med omsorg, læring og støtte.

Støtte og efteruddannelse: Hos Hjørring Kommune vægter vi kontinuerlig læring og udvikling højt. Vi tilbyder pædagogisk vejledning og sparring fra din dagplejepædagog og et årligt tilsyn, så du kan vokse i din rolle som dagplejer.

Gode arbejdsvilkår: Vi sikrer løn- og ansættelsesvilkår  i henhold til gældende overenskomst for dagplejere indgået mellem KL og FOA. Som dagplejer får du automatisk et forhøjet skattefradrag.
Fradraget dækker udgifter som mad til børnene og slitage på dit hjem. Derudover tilbyder vi adgang til en række kommunale personalegoder. Eksempelvis leje af feriehuse til en fordelagtig pris. 

Fællesskab og netværk: Bliv en del af et engageret fællesskab af dagplejere i Hjørring Kommune. Her kan du dele erfaringer, udveksle ideer og få støtte fra kollegaer, der deler din passion for børns trivsel og udvikling.

I Hjørring Kommune kan du blive ansat som kommunal dagplejer i følgende områder:

  • Hjørring by
  • Vrå
  • Sindal

Din personlighed er afgørende i jobbet som dagplejer – du er en, omsorgsfuld og imødekommende person, der brænder for at skabe trygge og stimulerende omgivelser for små børn. Du udgør en væsentlig del af børnenes liv og udvikling, og bidrager til at etablere meningsfulde relationer, både til børnene og deres forældre.

Du er åben for løbende at udvide dine færdigheder og er i stand til at arbejde selvstændigt og ansvarsbevidst.

Med din evne til at planlægge dagens aktiviteter og rutiner formår du at tilpasse hverdagen, så den imødekommer hvert enkelt barns behov. Planlægningen sikrer, at dagen er fyldt med lege og andre aktiviteter, som styrker børnenes udvikling, læring og trivsel. Dit hjem er desuden indrettet med et læringsmiljø, der indbyder til leg, udforskning og kreativitet.

Som kommunal dagplejer vil du i løbet af to år få tre tilsynsbesøg. På det ene tilsynsbesøg foretages en observation.

Læs mere om tilsyn i dagtilbud 0-6 år

Der er krav om straffeattest og børneattest på dagplejeren samt børneattest på alle i husstanden over 15.

Forud for en ansættelse vil der være godkendelse af ansøgeres hjem til ”dagpleje brug”, herunder blandt andet sikkerheden ude og inde.

Som nyansat dagplejer i Hjørring Kommune aftaler du din indkøring i jobbet med en dagplejepædagog, og du har mulighed for at følge en kollega i starten af ansættelsen.

Der vil være mulighed for løbende efteruddannelse. Dette aftales individuelt med den enkelte dagplejer.

Som dagplejer bliver du en del af et større fællesskab, som omfatter hele den kommunale dagpleje.

Dagplejerne er delt op i geografiske grupper, hvor I arbejder tæt sammen.

Dagplejerne mødes i mindre grupper i heldagslegestue og til forskellige arrangementer.

Er du interesseret i at høre mere om jobbet som dagplejer? Send en SMS med teksten ”BF dagplejer” til 1910, så ringer vi dig op.