Tabt arbejdsfortjeneste

Hvis du har et barn med en funktionsnedsættelse, kan der opstå situationer, hvor du bliver nødt til at holde ekstraordinært fri fra dit arbejde. Sker dette, kan du søge om dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Det er muligt at få dækket løntabet i en kortere eller længere periode. Omfanget afhænger af dit barns behov for at blive passet i hjemmet samt det vejledende serviceniveau for tabt arbejdsfortjeneste for Hjørring Kommune.

Søg om tabt arbejdsfortjeneste

Formål

Formålet med yde dækning af tabt arbejdsfortjeneste er, at kommunen hermed kan medvirke til, at:

  • jeres familie kan leve så normalt som muligt, uanset jeres barns funktionsnedsættelse.
  • hindre, at jeres barns funktionsnedsættelse forværres eller får andre og mere alvorlige følger.
  • forebygge, at børn med funktionsnedsættelse unødigt anbringes på institution eller lignende.
Hvem kan søge?

Målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste er forældre eller andre pårørende/nærtstående, der forsørger barnet i hjemmet. Begge forældre kan modtage hjælpen, selv om de ikke bor sammen - også selv om den ene forælder ikke har del i forældremyndigheden.

Hvad er betingelserne?

  • dit barn er under 18 år og har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse,
  • det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, at barnet passes i hjemmet,
  • det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen, faderen eller anden pårørende, der passer barnet, 
  • at du som forsørger helt eller delvis har måttet ophøre med din beskæftigelse for at passe barnet eller ikke kan påtage dig beskæftigelse, fordi du passer dit barn med handicap.
Beregning af ydelsen

Opfylder du betingelserne for at få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, fastsættes din tidligere bruttoindtægt ud fra:

  • den seneste lønindtægt, som du har haft inden modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste.
  • i de tilfælde, hvor du endnu ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet fastsættes din indtægt ud fra det, som du, efter dine forhold i øvrigt, ville have kunnet opnå.
  • dokumenterede indtægtstab på baggrund af regnskab m.v. for en selvstændig erhvervsdrivende eller
  • et beregnet beløb på grundlag af din hidtidige disponible indkomst i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at tilvejebringe et realistisk beregningsgrundlag for en selvstændig erhvervsdrivende, eller eventuelt udgift til en vikar.

Tillæg, som er en integreret del i lønnen, indgår i beregningsgrundlaget, hvis du normalt modtager tillæggene.

Ved beregning af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste skal der tages hensyn til de besparelser, som arbejdsophøret medfører - dog ikke besparelser vedrørende fagforeningskontingent og bidrag til arbejdsløshedsforsikring. Fradrag sker i den nettoydelse, som fremkommer efter, at der er foretaget beregning af skat, arbejdsmarkedsbidrag samt ATP-bidrag.

Tabt arbejdsfortjeneste fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt. Din bruttoindtægt reduceres forholdsvis i forhold til de visiterede timer. Dvs. at hvis du f.eks. modtager tabt arbejdsfortjeneste for 50% af din arbejdstid, kan du maksimalt få det halve.

Tabt arbejdsfortjeneste er en bruttoydelse, hvoraf der betales A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og ATP-bidrag.

Sådan søger du

Du kan søge om dækning af tabt arbejdsfortjeneste via linket øverst på siden. 

I behandlingen af din ansøgning, skal rådgiveren, ud over oplysninger fra barnet og barnets forældre sikre, at der foreligger lægelig dokumentation for dit barns funktionsnedsættelse, samt oplysninger om dit barns funktionsniveau fra skole, dagtilbud eller andre relevante parter.

Arbejdsgivererklæring

Når du har søgt om tabt arbejdsfortjeneste, skal du sørge for at din arbejdsgiver udfylder en arbejdsgivererklæring. Erklæringen er en accept af, at du som medarbejder får fri uden løn i en periode eller enkelte dage. Når du har modtaget arbejdsgivererklæringen fra din arbejdsgiver, skal du sørge for, at din rådgiver får dokumentet.

Skema til arbejdsgivererklæring