Myten om Barden ved Kong Arthurs Hof er sat i musik af unge fra Hjørring og Hirtshals.
Gennem hele efteråret har elever fra Hjørring Musiske Skole og skolekor fra Muldbjergskolen og Hirtshals Skole arbejdet med komponisten Kuno Kjærbye. Sammen har de skabt værket ”Jagt og Forvandling”, som er en genfortælling af den keltiske myte om Taliesin – Barden ved Kong Arthurs hof.
Og på fredag og lørdag får alle mulighed for at høre resultatet ved en uropførelse på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals og Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring.
Værket henvender sig til alle og er en spændende blanding af toner inspireret af både irsk folkemusik og mere klassiske og moderne toner.
Projektet er blevet gennemført takket være et tilskud fra Kunstrådets Huskunstnerordning og derudover har både den musiske skole og de to folkeskoler lagt timer og ressourcer i det. Kunstmuseet og Nordsøen Oceanarium støtter ved at lægge deres flotte lokaler til.
På scenen ved uropførelsen af ”Jagt og Forvandling” sidder et ensemble af talentelever fra Hjørring Musiske Skole med klaver, slagtøj, blæsere og strygere. Dertil kommer skolekorene fra Muldbjergskolen og Hirtshals, og endelig kommer der en strygergruppe fra Hvidovre Musikskole, hvor Kuno Kjærbye arbejder til daglig.
Projektet har kørt siden september, og undervejs har der været workshops, komponistseminarer og prøver for de ensembler, der skal opføre værket.
Musikskoleleder Christian Larsen har selv medvirket i processen som medspillende instruktør: ”Det har været utroligt spændende at opleve de unge engagere sig i både de skabende og udøvende processer. Flere af dem har foldet sig ud som komponister, og et par af eleverne har endda sat sig så kraftigt et fingeraftryk på værket, at de nu bliver nødt til at melde sig ind i Koda…!” (Komponisternes rettighedsorganisation).
Formålet med huskunsterprojektet ”Jagt og Forvandling” har været at give de medvirkende børn og unge oplevelsen af en skabelsesproces, som rummer både komponerende og intuitive træk. Eleverne er blevet trænet i at afkode overleveringens symbolsprog og har omskabt det til musikalske temaer og byggeklodser.
”Grænserne mellem den skabende og udøvende proces har gennem hele projektet været flydende. For at finde frem til det rette udtryk, er komponisteleverne nødt til at blande sig i musikernes håndtering af deres instrumenter. Men omvendt har musikerne heller ikke kunnet lade være med at blande sig i komponisternes arbejde”, udtaler Christian Larsen, som konstaterer at flere af de elever, der meldte sig som musikere pludselig også er blevet komponister.
I slutningen af december har komponisten Kuno Kjærbye finpudset ”Jagt og Forvandling”, og han har skrevet stemmer ud til musikere og kor. I januar er der blevet øvet flittigt på værket, som stadig er dugfrisk, når det uropføres
Fredag den 27/1 kl. 16.30 på Nordsøen Oceanarium, Hirtshals
Lørdag den 28/1 kl. 14.00 på Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring
Der er gratis adgang til koncerten, men da der specielt på kunstmuseet er et begrænset antal pladser, anbefales det at hente eller forudbestille billetter hos Hjørring Musiske Skole ? tlf. 7233 4344 ? mail denmusiske@hjoerring.dk