Socialpsykiatrien i Hjørring Kommune er med i et 3-årigt projekt-forsøg, om etablering af et socialt akut-tilbud til borgere over 18 år, der bor i Hjørring Kommune.
Akut-tilbudet, der blev etableret pr. 1. januar 2010, har til huse i Sjællandsgade 4 L og har åbent for personlig henvendelse her dag mellem kl. 15 og 22. Men der er derudover mulighed for at få rådgivning over telefonen hele døgnet.
Akut hjælp forebygger
Formålet med Akut-tilbudet er, at give borgere, der oplever en livskrise - eksempelvis stress, skilsmisse, sorg, angst eller sindslidelse, et tilbud om rådgivning og støtte. Forhåbentlig kan det medvirke til, at vi kan undgå en mere indgribende social eller behandlingsmæssig indsats som f.eks. indlæggelse.
Personalet er uddannet inden for social- og sundhedsområdet, og har alle erfaring i at møde personer, der er i en akut psykisk krise eller har en sindslidelse.
Akut-tilbudet tilbyder samtale og rådgivning, og i de tilfælde, hvor borgeren har brug for ro og tryghed, er der mulighed for enkelte overnatninger. Derudover kan vi hjælpe med kontakt til læge, sagsbehandler, familie eller lignende, hvis man ønsker det.
Familie, naboer, praktiserende læger eller andre myndigheder kan henvende sig til Akut-tilbudet og få rådgivning.