Log ind på "min side"
Er det første gang du logger ind på "min side"?
Opret profil
Opret din "Min side" profil herunder:
Opret profil
Rediger profil
Gem profil
 
teglstensmur, rustik
teglsten, rustik
teglsten2
Forside
 
Borger
 
Byg &...
 
Byggeri
 
Når du har bygget
Tilføj denne side til min side
 

Når du har bygget

Når byggeriet er færdigt, skal det færdigmeldes til kommunen, overdrages til dig ved en såkaldt afleveringsforretning og måske skal der tegnes et nyt energimærke. Herefter venter det endelige byggeregnskab og den afsluttende afregning med entreprenøren.

Færdigmelding til kommunen

Hvis dit byggeri har krævet ansøgning om byggetilladelse til kommunen, skal du færdigmelde det, når byggeriet er endeligt afsluttet. Du kan umiddelbart herefter tage byggeriet i brug, men det er muligt, at kommunen ønsker at komme og kontrollere, om du har opfyldt betingelserne i byggetilladelsen.

Energimærke

Hvis det er nybyggeri over 60 m2, skal bygningen energimærkes for at dokumentere, at den lever op til energikravene i bygningsreglementet. Energimærkningen skal foretages af en energikonsulent og indsendes til kommunen sammen med færdigmeldingen, inden bygningen tages i brug. Hvis der er tale om opførelse af nybyggeri, påhviler det opgavens bygherre at sørge for den første energimærkning.

Læs mere om energimærkning på Boligejer.dk (nyt vindue)

Bygnings- og Boligregistret (BBR)

Hvis du har fået en byggetilladelse eller selv skal anmelde byggeriet til kommunen, er det normalt kommunens ansvar at opdatere oplysningerne om din bolig i Bygnings- og Boligregistret (BBR).

Hvis dit byggerier ikke kræver anmeldelse eller byggetilladelse, er du selv forpligtet til at opdatere BBR-oplysningerne om din bolig.

Du kan opdatere BBR enten skriftligt eller via den Offentlige Informationsserver (OIS).

BBR.dk (nyt vindue)

Aflevering af byggeriet

Når et byggeri er færdigt, melder entreprenøren eller håndværkeren det klar til dig som bygherre, og I aftaler en afleveringsdag, hvor I sammen kan gennemgå det udførte arbejde.

Hvis alt arbejdet er udført som beskrevet i aftalen, er der ingen problemer, og du kan acceptere, at byggeriet afleveres.

Er der kun mindre fejl og mangler, kan du godt acceptere afleveringen, men så skal du sikre dig, at manglerne bliver udbedret inden for et rimeligt tidsrum.

Er kvaliteten af arbejdet helt uacceptabel og behæftet med væsentlige fejl og mangler, skal du nægte aflevering, indtil fejlene er rettet.

Aflevering af byggeri på boligejer.dk (nyt vindue)

Byggeregnskab og betaling

Når byggeriet er færdiggjort og afleveret, skal entreprenøren udarbejde og fremsende et endeligt byggeregnskab, en slutopgørelse, til dig. Du skal ikke betale mere end den oprindelige tilbudspris, med mindre andet er aftalt undervejs.

Ved større byggerier er det almindeligt at du betaler i flere rater - typisk en gang om måneden, efterhånden som arbejdet skrider frem.

Hvis der er fejl og mangler ved afleveringen, kan du tilbageholde en del af resterende betaling, indtil manglerne er afhjulpet.

Et- og femårseftersyn

Hvis der senere viser sig at være problemer med byggeriet, er der fastsat regler for reklamationsret, forældelsesfrister for fejl og mangler og garanti på arbejde og materialer. Også eventuelle rådgivere på byggesagen kan gøres ansvarlige, hvis det kan påvises, at de har begået fejl i projekteringen af byggeriet.

Hvis du har brugt en af standardaftalerne som grundlag for din aftale med entreprenøren, skal du eller din rådgiver senest 1 år efter afleveringen af byggeriet skriftligt indkalde entreprenøren til et såkaldt 1 års-eftersyn. Du skal dog gøre opmærksom på fejl og mangler så snart du opdager dem, hvis de ikke kan vente med at blive udbedret til efter 1 års-eftersynet.

Inden fem år efter byggeriet er blevet afleveret, skal du igen indkalde entreprenøren til en afsluttende gennemgang af byggeriet - et såkaldt 5 års-eftersyn. Det foregår på samme måde, som ved 1 års-eftersynet.

Læs mere om eftersyn af byggearbejde på Boligejer.dk (nyt vindue)

Klager og ankenævn

Hvis du opdager fejl og mangler ved dit byggeri, er det vigtigt, at du klager så hurtigt som muligt og klager skriftligt. Venter du for længe, risikerer du at miste dine rettigheder på grund af passivitet.

Efter at du har klaget over for entreprenøren, er det vigtigt, at du følger op på din klage. Det kan ske ved at aftale syn og skøn eller ved at foretage retslige skridt inden udløbet af forældelseslovens 3-årige frist.

Hvis du ikke kan blive enig med din entreprenør, har du mulighed for at gå videre med din klage til et af de tre ankenævn inden for byggeri og håndværk:

  • Håndværkets Ankenævn
  • Byggeriets Ankenævn
  • Ankenævnet for Tekniske Installationer

Entreprenører kan være medlem af forskellige erhvervsorganisationer, alt efter hvilken faggruppe de repræsenterer. Hvis du kommer til at sende din klage til det forkerte ankenævn, sørger de dog for, at klagen sendes videre til det rigtige sted. Selv om entreprenøren ikke er medlem af nogen af de organisationer, som står bag ankenævnene, kan du stadigvæk indsende en klage.

Hvis klagen falder ud til din fordel, vil ankenævnet pålægge entreprenøren at udbedre fejlene og hvis det ikke sker, træder brancheorganisationens garantiordning i kraft, hvis entreprenøren er medlem af en sådan.

Klage- og ankenævn på boligejer.dk (nyt vindue)

Garantiordninger

Du bør vælge en håndværksvirksomhed, som er medlem af en brancheorganisation med tilhørende garantiordning. Det giver dig en vis sikkerhed, hvis det går galt med byggeprojektet og du og håndværkerne ikke kan tale jer til rette.

En udbredt garantiordning er Byg Garanti, som gælder for alle de omkring 6.000 medlemmer af Dansk Byggeri. Ifølge garantiordningen er der både garanti på selve arbejdet og på de materialer og komponenter som indgår i byggeriet

Garantiordninger på Boligejer.dk (nyt vindue)

Sort arbejde

Sort arbejde er ulovligt og derudover skal du være opmærksom på, at der ikke nogen garantiordninger, der gælder hvis arbejdet er udført sort. Hvis du ikke har nogen regning på det udførte arbejde, er der ikke nogen, du kan gøre krav gældende overfor, hvis der senere hen viser sig at være problemer med byggeriet.

 
 
 

Adresse og telefonbog

kontakt

      Team Byg
      Jørgen Fibigersgade 20
      9850 Hirtshals
      E-mail: teambyg@hjoerring.dk
      Tlf. 72 33 65 70